|
Oplevelsestur på heden Når man går i
skoven, på enge eller udyrkede arealer, kan man ikke undgå at lægge
mærke til hvor forskelligartet vegetationen kan se ud. Næsten overalt
er der spor efter menneskets virke. Kun få steder, om nogen, ser man områder med
den naturlige uforstyrrede vegetation.
Hede er en fællesbetegnelse for plantesamfund, der domineres af
dværgbuske f.eks.: hedelyng, revling, klokkelyng, tyttebær og
blåbær. Disse planter forekommer oftest på mager jord. Lyngen er
hedens karakterplante. Planten er yderst nøjsom m.h.t. behov for vand
og næringsstoffer, men hedelyng er til gengæld ret krævende når man
ser på, hvor den trives. Hedelyng spirer kun på bar jord, så derfor
finder man aldrig nye lyngplanter hvor der eksisterer tæt græsdække.
For ar skabe egnede vilkår, kræves det derfor, at får eller kvæg, afgnaver
plantedækket og nedslider vegetationen. En hedebrand vil have samme effekt.
Formål:
Ved direkte oplevelser søges det at give eleverne et kendskab til hedens
plantesamfund og insekter. Via elevernes egne observationer og
dataindsamlinger undersøges heden som biotop. Vi snakker også om udnyttelsen
af hedens planter i gamle dage. Turforløb:
Turen foregår i Stensbæk Plantage nærmere betegnet i området ved foden af "Ballumbjerg".
Turen er i høj grad en oplevelsestur, hvor det af og til gælder om at være
helt stille sammen i længere tid, for derved måske at opnå at se nogle af de
dyr der befolker heden. Aktiviteter:
Hvilke planter vokser på heden? Er der forskelle i vegetationen på klittens
nordside og sydside? Hvis der er, prøver vi at forklare observationerne ud
fra klimatiske målinger (temperatur, vindstyrke, lysforhold, m.m.). Hvilke
insekter findes der i hedesamfundet? Hvad brugte man hedens planter til i
gamle dage? Observationerne optegnes i plante- og insektskemaer, som
eleverne enten selv fremstiller, eller får udleveret af naturvejlederen.
Praktiske info:
Praktisk tøj, solidt
fodtøj, mad og drikke, skriveredskaber Før turen:
Klassen kan inden besøget arbejde med artskendskab, så de vigtigste planter
og insekter kendes på forhånd. Eleverne udarbejder evt. plante- og
insektskemaer til eget brug. Efter turen:
Større elever udarbejder datarapport over de indsamlede observationer. De
mindre elever tegner oplevelser. Alle kan f.eks. fremstille syltetøj, af
hedens bær. Hvis turen afholdes udenfor bærsæson kan man købe f.eks. frosne
tyttebær i de fleste dagligvarebutikker.
tilbage |